Det begyndte for 50 år siden

I dag – søndag den 19. september 2021 – er det præcis 50 år siden, jeg så min første fodboldkamp i Idrætsparken. Det er også den kamp, jeg indleder med at omtale i forordet til bogen, “Hvis tribunerne kunne tale”.

Her får du forordet i sin fulde længde:

Jeg blev bombarderet med sanseindtryk. Synet af den saftiggrønne græsplæne, de høje lysmasters magiske projektørlys, det enorme tribunetag på Hovedtribunen og den store måltavle på Hockeybanen. Jeg druknede i lyden af den forventningsfulde mandfolkemumlen og de tomme ølflaskers karakteristiske klirren, når de rullede ned over cementtrinene under røgskyer fra cerutter, cigarer og smøger uden filter, og jeg elskede det hele. Det var som at vågne op i en drengedrøm og opdage, at det var virkelighed. Og dér… i lyslevende live kom de blå- og hvidstribede KB’ere med alle mine helte. Hagenau, Holmstrøm, Præst, Brage. Og var det virkelig Allan Simonsen i den røde trøje med nr. 7?

Jeg var 10 år, da jeg første gang fik lov til at gå alene i Københavns Idrætspark, søndag den 19. september 1971, hvor mit favorithold KB tabte 5-4 til Vejle i et brag af en fodboldkamp. Der var kø ved tælleapparaterne ved Øster Allé, mens solen var på vej ned over Fælledparken, og jeg kan stadig genkalde både den frydefulde forventning og usikkerheden ved at være alene ude blandt tusinder af fremmede.

Da jeg kom ind i det hellige land ti minutter før kampstart, var der fyldt med mennesker, og jeg turde ikke stille mig i kø ved kiosken for at købe NU-lakridser af frygt for, at kampen skulle gå i gang. Jeg havde flere gange været med min far i Det Kgl. Teater, så jeg vidste jo, at man skulle være på plads, når tæppet gik for første akt. Der stod allerede så mange på B.93-langsiden, at jeg intet kunne se fra ståpladserne på de nederste cementtrin, så jeg vovede mig op ad en trappe til tribunen og fandt en plads, hvor jeg kunne se det meste af banen, når jeg stod på tæer.

Det havde taget under ti minutter at cykle herover fra de trygge rammer i lejligheden på Kastelsvej, men længere væk var paradisets have altså ikke, og så var der oven i købet net i målene! Dengang anede jeg ikke, at kampen – som jeg beskriver nærmere i bogen – ville gå over i historien som en af de mest velspillede og dramatiske klubkampe i Idrætsparken i mange, mange år. Og først efter at Idrætsparken tyve år senere var drejet en halv omgang og ombygget til Parken, kom der igen over 18.600 tilskuere til en divisionskamp.

Er der noget at sige til, at jeg ikke kunne falde i søvn den aften? Fodbolden i almindelighed og Idrætsparken i særdeleshed gik lige i blodet på mig, og siden var jeg KB’er i hjertet, og Idrætsparken var mit andet hjem.

Fra 1974 så jeg stort set alle KB’s hjemmekampe, og fra slutningen af 80’erne skrev jeg også artikler til klubbens kampprogrammer. I 1992 tøvede jeg ikke et sekund, da nystiftede F.C. København spurgte, om jeg også ville skrive for dem. Indtil 2006 skrev jeg som frivillig til FCK’s kampprogram, og fra sommeren 2006 dækkede jeg alle kampe med bl.a. kampreferater på hjemmesiden og bidrog lejlighedsvis også med artikler, statistikker m.m. Når tiden tillod det, rejste jeg med til mange udekampe i ind- og udland, og det var et værdifuldt og fornøjeligt frirum fra min erhvervskarriere inden for personale og uddannelse. Siden 2015 har jeg været ansat i F.C. Københavns medieafdeling, først deltids og siden fuldtids, som journalist, webredaktør, podcastvært m.m.

Ideen til bogen

I 2016 arbejdede jeg på et historieafsnit til Parkens hjemmeside, og under min research fandt jeg kun tre jubilæumsbøger, som Københavns Idrætspark selv udgav efter 25, 50 og 75 år. Der er ellers skrevet mange bøger om diverse danske bygningsværker, men ingen om Danmarks Nationalstadion gennem mere end hundrede år. Det undrede mig, og der fik jeg ideen til denne bog. F.C. København, som har ejet Parken siden 1998, bakkede op om ideen, og at bogen var mit eget, private fritidsprojekt, men de ville gerne støtte mig ved bl.a. at omtale bogen og sælge den i klubbens Fanshop i Parken på Øster Allé.

Kun fodboldbanen

Jeg har afgrænset historien til kun at omfatte selve fodboldbanen, selv om institutionen Københavns Idrætspark omfattede meget mere. Gennem det 20. århundrede overtog Københavns Idrætspark ansvaret for at bygge og administrere alle byens idrætsanlæg lige fra Sundby Idrætspark til Bagsværd Rostadion, og det ville være for omfattende at beskrive det hele. Jeg fortæller dog lidt om idrætsanlæggene på Østerbro og om de øvrige anlæg i hovedstadsområdet, når det er relevant for at belyse Københavns Idrætsparks vilkår og udvikling.

Principiel afgrænsning: 1911-90

Jeg valgte også kun at fortælle Idrætsparkens historie indtil 1990, hvor der skete en principiel ændring. Indtil da var Københavns Idrætspark offentligt ejet af Københavns Kommune, men blev frasolgt til Baltica som led i ombygningen til Parken fra 1990-92.

Siden fortsatte Parken som landsholdets hjemmebane, men fra at en række københavnske klubber havde haft Idrætsparken som hjemmebane, blev den F.C. Københavns hjemmebane, og i 1998 købte F.C. København desuden Parken. Derfor er perioden fra 1990 på mange måder en helt anden historie, men jeg har tilføjet et kapitel, der kort gennemgår Parkens historie fra 1990 til 2020.

Bogens temaer og opbygning

Der blev spillet ca. 5.070 fodboldkampe i Idrætsparken fra 1911-90, og dertil kom en række andre idrætsarrangementer lige fra bueskydning til boksning samt andre begivenheder lige fra Jehovas Vidner-kongres til Bruce Springsteen-koncert.

Bogen handler dog ikke kun om, hvad der foregik på selve banen. Titlen ”Hvis tribunerne kunne tale” skal indikere, at tribuner både vender ind mod banen og ud mod omverdenen, for selv om jeg ikke er historiker, har jeg søgt at forstå samt beskrive Idrætsparkens aktiviteter, udvikling og vilkår i forhold til den aktuelle samtid. Først og fremmest betydningen af fodboldens generelle udvikling, nationalt og internationalt, men også politiske og økonomiske forhold, verdenskrigene, tilskuernes forhold og adfærd, mediernes muligheder og interesser, rejsemulighederne m.m.

De to store stadionkrige

To centrale fortællinger i bogen er de langvarige stadionkrige, der kunne have flyttet Danmarks Nationalstadion til Valby eller Brøndby. Den første varede fra 30’erne til 50’erne og var en del af en dansk drøm om at blive vært for de olympiske lege med udgangspunkt i et stort idrætsanlæg i Valby, og den anden opstod i 80’erne, da DBU var ved at miste tålmodigheden med både Københavns Idrætspark og Københavns Kommune og gik med i Brøndby kommunes og Brøndby IF’s projekt om et stort Stadion Danmark på Vestegnen.

Det havde efterladt Idrætsparken i en helt anden situation, der også havde haft betydning for etableringen af F.C. København. En væsentlig faktor i B1903’s og KB’s samarbejde om F.C. København var nemlig, at det var vigtigt for Parkens økonomi at have en stor og stærk københavnerklub med fast hjemmebane på banen.

Tribunerne, græsset, tilskuerne, medierne m.m.

Bogen gennemgår alle Idrætsparkens tribunebyggerier og også nogle af de planer, der ikke blev til noget, som f.eks. en skihopbakke! Græssets kvalitet var et tilbagevendende tema i store dele af det 20. århundrede, og bogen giver et indblik i Idrætsparkens sisyfosarbejde med at symptombehandle et problem, der i årtier handlede om, at der simpelthen bare blev spillet alt for mange kampe – nogle år over 100.

Bogen beskriver også udviklingen i det at gå til fodbold i Idrætsparken, og hvordan tilskuerproblemer ændrede sig fra spontane fuldemandsslagsmål til politiske protester og decideret vold. Bogen belyser desuden udviklingen i mediedækningen fra de første avistegnere til radio- og siden TV-dækningen, som på flere måder havde betydning for Idrætsparken, som derimod aldrig nåede at opleve internettet og den digitale tidsalder.

En verden i forandring

Idrætsparkens historie afspejler på mange måder en verden i forandring, både før, under og efter de to verdenskrige. Ved at se på de mere end 1.000 besøg fra udenlandske klubber og landshold kan man aflæse små og store udsving i den storpolitiske sportsseismograf, som Idrætsparkens kampkalender udgjorde.

En række begivenheder viser også, at spørgsmålet ikke er, om sport og politik hænger sammen, men om hvornår de involverede parter finder det hensigtsmæssigt enten at blande det sammen eller at holde det adskilt.

Det største frirum

Sidst, men ikke mindst, handler bogen om nogle af Idrætsparkens mange fantastiske, forunderlige og forbandede fodboldkampe. Om euforiske øjeblikke af samhørighed, når alt gik op i en højere enhed, og om nedture til fortvivlelsens dybeste kulkælder, når det gik helt skævt.

Fodbold er følelser, og tribunerne er adgangen til dette unikke univers. Et frirum, hvor man kan råbe og skrige, synge og danse, bande og svovle, grine og græde og kramme og klappe i flok, og Idrætsparken var i ca. 80 år det største af dem alle i Danmark. God læselyst!

Torkil Fosdal København, april 2021

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *